B-modul
Intuitiv dans
Underviser(e): CI
Her SER dansen ikke UD, den MÆRKES!
Dans der kommer indefra, er magisk. Dans der kommer indefra kan gøre dig opmærksom på hvad du har brug for, hvor dine grænser er, hvad dine drømme og længsler er.
Intuitiv dans kan ikke danses forkert eller rigtigt - fordi alle bevægelser kommer indefra dig!
Du vil på faget få oplevelser af flow og sammenhæng mellem krop, tanker, følelser og rummet imellem os.
Den Intuitive Dans støtter dig i at regulere dit nervesystem, udvide dit emotionelle råderum, reducerer stress og angst, balancerer hormoner, frigiver glædeshormoner, skaber oplevelser af tilhør og sammenhæng, øger din kropsbevidsthed og forståelse af behov/grænser og styrker din sociale intelligens - og så sætter den Intuitive Dans for rigtig mange, noget fri.
Du guides på Intuitiv Dans af psykomotorisk terapeut & intuitiv danse facilitator Christine Wiklund til at få kontakt til din krop, dit indre liv og til flere nuancer af at være dig, i verden.
Mens din kropsbevidsthed gror, vil du få oplevelser af at du bedre kan undersøge og udfolde din livskraft, livsnydelse og dine drømme for hvordan du ville elske at være dig, i din krop - også når hovedet ikke synes det “ser rigtigt ud”.
Vi kommer til at undersøge hvad forskellige musikgenrer kan gøre ved vores mod, tilstand, udtryk og vores frihed i dansen - derfor vil du både danse til noget du kender og helt sikkert også noget du ikke har danset til før!
Alle kan være med på Intuitiv Dans og det kræver hverken danseerfaring eller en bestemt fysisk form, at danse intuitivt. Alle vil blive udfordret og støttet i at udfolde sig, ud fra egne forudsætninger!