C-modul

Bold, Crossfit og Fællesskab

Underviser(e): RI


Bold, CrossFit og Fællesskab er et fag, hvor du både bliver fysisk udfordret og styrker dine samarbejdsevner sammen med dine højskolevenner.

Bold-delen fokuserer på holdspil og fysisk aktivitet. Vi spiller forskellige boldspil – fx floorball, ultimate og andre sjove former – hvor tempo, energi og holdånd er i centrum. Alle bidrager, arbejder sammen og får pulsen op, uanset niveau. Bolddelen kan bruges som opvarmning eller fylde hele lektionen, alt efter dagsform og aktiviteter.

CrossFit-delen fokuserer på funktionelle bevægelser samt styrke- og cardiotræning. Du kan forvente træning med høj intensitet, der får pulsen op og sveden til at dryppe. Vi arbejder med kropsvægtøvelser, frie vægte og funktionelle øvelser. Vi prøver forskellige CrossFit-koncepter som HYROX, TEAM WOD og andre formats. Træningen foregår både inden- og udendørs, og alle udfordres ud fra deres eget niveau.

Fællesskabsdelen samler os gennem sjove og udfordrende aktiviteter, der kræver kreativitet, samarbejde og god kommunikation. Sammen kaster vi os ud i alt fra at løse mordgåder, til at spille Forræder, bygge sammen og finde løsninger, hvor kun fællesskabet kan få os i mål. Undervejs opdager du nye sider af både dig selv og dine højskolevenner, og du mærker, hvordan tillid, tryghed og grin får fællesskabet til at vokse.

De fleste dage er undervisningen todelt, med CrossFit WOD eller boldspil først og fællesaktivitet sidst, men enkelte gange fylder den ene del hele lektionen. 

 


(Klik for at lukke)