Hovedfag 1

Kajak og Hav

Underviser(e): SB, TM, KA

 

Havkajak er lig med eventyr på havet, masser af motion, røde kinder og fællesskab. Vi prioriterer at skabe et hold, hvor vi udvikler os sammen, passer på hinanden og udfordrer hinanden lige der, hvor det stadig er trygt, men også så spændende at det kilder i maven. Den ene dag er vandet fladt og klart, solen skinner og stemningen er afslappet, mens kajakken glider ubesværet gennem vandet. Næste gang er der bølger, hvor vi kan surfe i kajakkerne, vinden blæser og udtrykket er koncentreret og armene ømme bagefter.

Vi bygger dine færdigheder op med henblik på, at du opnår et niveau, så du kan komme sikkert i kajakken og opleve naturen fra havet.

Vi bliver også klogere på naturen i - og ved havet. Vi bruger tid på at forstå og undersøge vores forhold til havet. Eksempler kan være snorkeldykning, naturlære, meteorologi eller havmiljø.

Om vinteren spiller vi kajakpolo og træner teknik i svømmehallen.

Alle kan deltage uanset fysiske forudsætninger. Vi har bl.a. ekstra stabile dobbeltkajakker, der kan tilpasses den enkelte og ekstra varm beklædning, hvis du nemt bliver kold.

At ro i kajak og færdes på havet er fysisk udfordrende, og vi bruger derfor vinterperioden på at blive stærkere, mere smidige, få bedre balance og på at træne vandfærdigheder i svømmehallen. Vi spiller kajakpolo og leger, på, i og under vandet. Vi øver os i at rulle kajakken, i at holde vejret og i at blive rolige i stressede situationer.

Der er intet krav om at kunne noget kajak på forhånd. Det vigtigste er, at du har lyst til, og mod på, at udfordre dig selv.

 


 

(Klik for at lukke)