Hovedfag 1

Værkstedet

Underviser(e): AH, MM, JN

 

Værkstedet er et praktisk og kreativt fag.

Her lærer du at bruge forskelligt håndværktøjer og maskiner samt forskellige teknikker til træ- og metalbearbejdning.

Vi laver helt nye, lækre møbler og brugsting af solide og naturlige materialer.

Vi redesigner, genbruger og upcycler brugte ting fra f.eks. skrothandleren eller genbrugsmarkeder, så de får nyt liv. Det gode "skrot" genopstår som noget helt andet måske i form af en lampe, en stol eller anden brugsgenstand. Vi sætter gamle møbler i stand, reparerer cykler og alt andet, der måtte være gået i stykker.

I værkstedet tilbyder vi fordybelse og langsomhed. Derudover vil du opleve tilfredsstillelsen ved at skabe noget selv samt den meningsfulde selvforglemmelse, der opstår, når du er fordybet i håndværkets magi.

På Værkstedet kommer du til at forholde dig til valg af værktøj, materialevalg og materiale sammensætningens betydning for det æstetiske udtryk.

Undervisningen er inddelt i tre faser:

1. Værktøjskendskab og materialekendskab

I den første periode af undervisningen har vi fokus på værktøjs- og materialekendskab, hvor formålet er at lære og ikke producere.

Du vil stifte bekendtskab med alm. håndværktøj samt større værkstedsmaskiner. Og du bliver øvet i at bruge disse gennem opgaver og mindre projekter.

Du bliver undervist i brugen af forskellige materialer, deres egenskaber og udtryk. Vi arbejder med en forståelse for materialers oprindelse og funktioner, og bruger materialerne i forskellige projekter.

2. Håndværk og fordybelse

I dette forløb bliver du præsenteret for forskellige håndværk og tilhørende teknikker. Det kan være snitning, børstebinding, slibning, trædrejning, svejsning og finérarbejde.

Vi har fokus på fordybelsen i processen, hvor du vil opleve en mental tilstand af ‘flow’. Vi arbejder sammen i mindre grupper, hvor vi udvikler vores håndværksfærdigheder, samt for en forståelse for teknikernes alsidighed.

3. Eget projekt

Her får du frie tøjler, men skal benytte din viden om brugen af de forskellige maskiner, værktøjer, materialer og teknikker.

Underviserne vil støtte og vejlede gennem projektet.

Vi udfordrer såvel de kreative hoveder som de kloge hænder! Og ALLE kan være med!!! .

Værkstedet kræver ingen særlige forudsætninger ud over tålmodighed, modet og lysten til at kaste sig frygtløst ud i at gøre alting selv.

Der er et værkstedsgebyr på 500 kr., som dækker forbrugsvarer i undervisningen . Derudover betaler man selv for større materialeindkøb til personlige projekter.

 


 

(Klik for at lukke)