Hovedfag 2

Friluftsliv

Underviser(e): PS, SB, AS, GA

 

Friluftsliv er for dig, der handler. Friluftsliv er for dig, der har mod på udfordringer og for dig, der sætter samarbejde i højsædet. Og så er det for dig, der brænder for naturoplevelser - også dem, der ligger udover det sædvanlige.

Faget giver dig mulighed for at snuse til forskellige friluftsaktiviteter. Vi vil arbejde med klatring inde og ude, rappelling, pionering, mad over bål og meget mere. Vi vil i alt, hvad vi laver, forholde os til nordisk friluftsliv i et samfundsmæssigt perspektiv. Det vil være baggrunden og historien bag de elementer vi arbejder med. Bjergbestigningens historie, fangerkulturens tilgang til havet, ekstremsportens betydning for individets identitetsskabelse, osv.. I gennem snak og diskussion kommer vi under overfladen på de emner vi arbejder med, lærer historien bag at kende og tilegner os den indsigt der gør forskellen mellem overfladisk leg og bevidst fordybelse.

Fælles oplevelser og værdien af et velfungerende fællesskab har stor betydning på faget og vi vil arbejde med teambuilding og samarbejde gennem hele semesteret. Vi tror på at Friluftsliv er et fag, hvor man får venner for livet.

Du behøver ingen forudsætninger for at deltage på Friluftsliv, men vi forventer, at du giver hvad du har, og at du går ind til faget med modet til at give til fællesskabet. Friluftsliv er i høj grad et spørgsmål om indstilling frem for forudsætninger. Det, eneste det kræver, er mod på livet, en tro på dig selv og andre og mod på mere.

Vi har en lang række hjælpemidler, der gør os i stand til at få alle med: specielle vogne til kørestolsbrugere, specielle klatreseler og andet udstyr, samt en forståelse for, at på Friluftsliv hjælper alle, og at vi ikke er i mål før alle er kommet frem. Derfor kan alle elever, uanset fysiske forudsætninger, deltage i undervisningen, og alle skal være så aktiv og deltagende som de har mulighed for.

Vi glæder os helt vildt til at komme i gang, og sammen med jer, skabe verdens bedste semester sammen på faget Friluftsliv.

Der vil være en egenbetaling på 2500 kr., som dækker en tur til Norge og små ture af huset.

 


(Klik for at lukke)