Hovedfag 2
Jordforbindelse
Underviser(e): JS, MR, BK
JORDFORBINDELSE er for dig, der:
- vil blive klogere på dine muligheder og livsvalg i en foranderlig verden,
- vil afsøge nye muligheder og boformer, og vejen mod et enklere liv.
- Det er for dig der vil omsætte bekymring og frustration til håb og handling.
- vil have indsigt i havebrug inspireret af permakultur principper, herunder at høste og sanke fra haven og naturen
- vil være en del af den grønne omstilling gennem handlingsfællesskab, praktisk havebrug og gode snakke.
- vil vide noget mere om forholdet mellem forbrug og natur, klima og biodiversitet.
Faget er for alle, der har lyst til at komme tættere på naturen og få fingrene i mulden og for dem, der vil omsætte klimafrustration til håb, handling og nye initiativer i fællesskab med andre unge. Faget er et laboratorium, hvor vi undersøger vores forhold til naturen og diskuterer de spørgsmål, som melder sig i en tid, hvor klimaet er i krise, biodiversiteten er truet, og hvor verden kalder på bæredygtige livsformer.
Du vil møde mennesker, som har taget anderledes livsvalg ift. selvforsyning, boligformer, uddannelse, beskæftigelse mm. Du vil blive mudret på støvler, knæ og hjul. Du vil få jord under neglene og frø mellem hænderne. Du vil indgå i intense snakke om, hvad der er vigtigt for dig i dit liv. Du vil reflektere over, hvad du har mod til at forandre og hvor du har lyst til at forandre. Du vil blive klædt på til at forstå hvad klimakrisen egentlig handler om. Du vil opleve håb og virkelyst så ørene blafrer. Du vil få ildrøde kinder og vind i håret. Du vil mærke og lære navne på udvalgte fugle, planter og træer. Du vil opleve at der er meget mere end hyben og brombær der kan spises i den vilde natur.
Faget vil være opbygget så ca.halvdelen af tiden vil være aktiviteter i forbindelse med skolens store skovhave hvor vi planter, luger og sanker, men også bygger fx varmekompost, kvashegn og anlægge bede.
Den øvrige tid vil være besøg ud af huset hos mennesker der arbejder med biodiversitet, dyrker jorden og har valgt alternative boformer til mere teoretiske og debatterende oplæg om fremtidig energiforsyning, dansk landbrug og klimabegreber.
Der kan forekomme egenbetaling for ture ud af huset.