Hovedfag 2
Sejlads
Underviser(e): NH, KA, TM, NT, DE
Du lærer at sejle en sejlbåd og bliver fortrolig med søsikkerhed og får færdigheder til at begå dig på havet. Undervisningen tager udgangspunkt i dine forudsætninger og muligheder. Der vil være udfordringer at hente hvad enten det er første gang du skal på havet i en sejlbåd eller du har sejlet før.
Når vi sejler, er vi afhængige af hinanden, og vi skal sammen få det til at fungere i bådene. Samarbejde, god kommunikation, ansvarlighed og et stærkt fællesskab er kerneværdier på faget.
Bådene er indrettet således, at alle uanset fysiske og kognitive forudsætninger kan deltage i sejladsen og den øvrige undervisning. På havnen er der lifte, så du, der er kørestolsbruger, kan komme i båden og deltage i sejladsen. Er du i tvivl om du kan deltage, kan vi tage en personlig snak om din deltagelse i faget.
Med havet som medspiller sker der ofte noget uventet, som vi øver os i at håndtere. Det betyder at du vil komme i kontakt med dine egne og andres grænser. Du vil opleve nye sider af dig selv og oparbejde større mod og blive bedre til at bevare ro og overblik.
Undervisningen, frem til at vi kommer på havet, vil tage udgangspunkt i emner omkring søsikkerhed, sømandsskab (knob og sejladsteori) og du vil blive introduceret for dykning. Undervisningen foregår på havet, på værftet og i svømmehallen på skolen.
Der vil være en egenbetaling på 500 kr., som bl.a. dækker tur ud af huset.
En eller flere gange tager vi på sejlture, hvor vi overnatter i bådene på en af de nærmeste øer eller havne langs kysten
Vælg dette hovedfag hvis du…
- vil lære at sejle.
- vil have uforglemmelige oplevelser på havet i et forpligtende fællesskab.
- vil lære nye sider af dig selv at kende.